Politik og planer i Læsø Kommune

Læsø Kommune blev dannet i 1842 som en videreførelse af Byrum-Hals-Vesterø Sognekommune. Ved Kommunalreformen i 1970 blev kommunen bevaret som en af de daværende 275 selvstændige kommuner, og ved Strukturreformen i 2007 blev Læsø igen videreført som selvstændig kommune, da øen benyttede den politiske mulighed for, at en mindre ø kunne forblive selvstændig mod at indgå forpligtende samarbejdsaftaler med en større kommune på fastlandet. Læsø Kommune samarbejder således med Frederikshavn Kommune om opgaver vedrørende natur, miljø og beskæftigelse og indgår i ø-samarbejdsaftaler med bl.a. Samsø Kommune.

Lokale lister har spillet en stor rolle i kommunen. Af de otte borgmestre i perioden 1970 til 2016 har syv repræsenteret lokale lister, mens partiet Venstre besad borgmesterposten fra 2003 til 2009. Ved kommunalvalget i 2013 opnåede Læsølisten, Socialdemokraterne og Venstre hver to mandater, og Samarbejdslisten, Læsø Borgerliste og Dansk Folkeparti hver et mandat i kommunalbestyrelsen, der fra 2014 udpegede Tobias Birch Johansen fra Læsølisten (senere Venstre) som ny borgmester.

Det politiske arbejde har i de senere år været præget af det faldende befolkningstal og den stigende andel af ældre, der øger presset på øens økonomi. Kommunens gennemsnitlige driftsbalance i årene 2014-16 var med et overskud på 210 kr. pr. indbygger den næstlaveste i landet, mens dens gennemsnitlige kassebeholdning i 2015 var på 4.269 kr. pr. indbygger, hvilket placerer kommunen som nr. 66 ud af landets 98 kommuner. Læsø Kommune var i foråret 2016 nødsaget til at foretage en ekstraordinær gennemgang af de kommunale budgetter for at undgå at blive sat under administration af staten.

Kommunalbestyrelsen arbejder med øens udviklingsmuligheder med henblik på at bremse befolkningstilbagegangen. Dette indebærer bl.a. udvikling inden for turisme og oplevelsesøkonomi samt sikring af gode færgeforbindelser. Der lægges endvidere vægt på at sikre vilkårene for fiskeri og landbrug, så disse erhverv også fremover kan udgøre en væsentlig del af øens erhvervsliv.

Ved valget til Folketinget i 2015 var de tre største partier på Læsø Dansk Folkeparti (29,5 %), Socialdemokraterne (28,1 %) og Venstre (23,8 %).

Turismeerhvervet er centralt for Læsøs økonomi, men kommunen ønsker samtidig at styrke en positiv udvikling som bosætningskommune, og der er derfor afsat midler til en ny udviklingsstrategi. Desuden deltager Læsø Kommune i programmet »På forkant«, hvorigennem Erhvervsstyrelsen, KL (Kommunernes Landsforening) og Realdania støtter arbejdet med at udarbejde planer og strategier, der skal gøre øen til et attraktivt sted at bo, besøge og drive virksomhed. For første gang siden begyndelsen af 1980’erne flyttede flere personer i 2014 til Læsø (107) end fra Læsø (85).

Videre læsning

Læs mere om samfund og erhverv i Læsø Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Politik og planer